tirsdag den 5. februar 2013

Pomelo


Pomelo er en citrusfrugt, og den største af slagsen. En gennemsnitlig pomelo vejer omkring et kilo.
Pomelofrugten er normalt rund, men den kan også være pæreformet. Skrællens farve er lysegul eller svag grønlig. Under den tynde skræl sidder et tykt, hvidt, svampeagtigt lag, der kaldes albedoen. Vævet indeholder bitterstoffet naringin, der også kendes fra grapefrugt.
Under det svampede væv ligger frugtkødet, som er gulgrønt. Der findes også sorter med rødt frugtkød. Frugtkødet kan deles i stykker, der er bådformede og i varierende størrelser. De ligger mere uregelmæssigt end i andre citrusfrugter. Hver båd er omgivet af en gennemsigtig fast hinde, som bør fjernes for at komme ind til de saftige, aflange, såkaldte safthår, der er den spiselige del. Safthårene hænger ikke så godt sammen som i andre citrusfrugter, og de er heller ikke helt så saftfyldte.
Pomelo er, ligesom andre citrusfrugter, meget rig på C-vitamin. Desuden indeholder den A-vitamin, B1-, B2- og niacin samt jern og kalcium.
Pomelo plukkes modne. De indeholder ikke stivelse i frugtkødet og kan derfor ikke eftermodne. De har en relativ lang holdbarhed og kan holde sig fra 1-4 måneder efter plukning. Ved stuetemperatur er holdbarheden dog kun et par uger.....